6. maj 2007

VM for hold 2007







VM for hold seniorer 50+




Danmark har netop været repræsenteret ved VM for hold i tennis, som blev afholdt i Antalya i Tyrkiet. Verdensmesterskaberne for hold blev afviklet i rækkerne 35+ til 50+ for både damer og mænd. Turneringen blev afviklet på Europas største tennisresort, hvor der var ikke mindre end 62 lidt tunge grusbaner – og selvfølgelig en dejlig privat strand. Vejret var storartet hele ugen, omkring 25 grader, dog var der et par dage hvor vinden drillede rigtigt meget.
Danmark havde et hold med i H50+, Alan Rasmussen og Morten Thomsen fra Århus 1900 og Asbjørn Brygger Poulsen fra Kløvermarken Tennisklub.
I vores række deltog 21 lande, og alle store tennisnationer i verden var med. De fleste af spillerne under dette VM havde spillet internationalt tennis på forskellige niveauer på et tidspunkt. Et par af de mere kendte der deltog var Jeremy Bates fra England og Rick Leach fra USA. Jeremy Bates har bl.a. vundet Wimbledon og Australien Open i mixed-double og Rick Leach har 45 ATP-titler i double.
Holdkaptajn Alan Rasmussen havde næsten hjemmebane, idet han i 14 dage havde afviklet 2 tenniscamps, så han var mere vandt til gruset end mig og Morten Thomsen, som kom direkte fra indendørs tennis.
Hvordan gik det så for Danmark?
Vi var rimelig godt tilfredse med resultatet idet vi endte på 9/10 pladsen, men vi var dog meget meget tæt på at blive mellem de 8 bedste.
Vores ankermand Alan Rasmussen vandt alle sine kampe på nær en double mod Østrig, hvor vi endda havde 5 matchbolde, alene 4 stk. i afgørende tiebreak. Alan viste under hele turneringen stabilt spil på meget højt niveau. ”Albatrossen”, som han bl.a. blev kaldt, er tydeligvis meget respekteret som spiller og person i det internationale tennis-selskab.
Vores række bestod af 8 puljer med 3 eller 4 hold i hver. Vinderen af de 8 puljer gik videre til kvartfinalerne hvor det var knock-outs. Ellers blev der spiller placeringskampe for de resterende hold, hvilket betød at der stort set var tennis hver dag.
Vi blev ikke seedet på trods af at Alan blev verdensmester i 50+ for 2 år siden, men det var fordi at hverken Morten eller Asbjørn har nogle internationale resultater. Vi var dog det hold som alle de seedede nødigt ville trække.
Danmarks pulje
Italien var seedet i vores pulje, som kun bestod af 3 hold, her var Østrig det tredje hold. Hver holdkamp bestod af 2 singler og en double.
Danmark-Østrig
Vi startede ud mod Østrig, som var bedre forberedt end os, da de allerede havde spillet en del på grus i Østrig.
Asbjørn lagde ud med at tabe 2-single til Helmut Koeck 1-6 6-2 0-6 i en besynderlige kamp der skiftede meget karakter. Der blæste en del, så vinden var en udfordring den dag.
Vinden tog til og Alan skulle spille 1-single mod Herbert Riederer, en klog og solid spiller. Alan vinder 6/4 7/5, spiller offensivt hele vejen selvom det var meget svære betingelser.
Doublen var nu udslagsgivende, og vinden var nu taget endnu mere til. Umulige forhold herskede. Alan og Morten møder Østrigs 1 og 2-single, og vi vinder første sæt 7-6 efter at have været bagud 5-2. Østrig vinder dog andet sæt 6-4. i tredje sæt kommer vi bagud 3-1 men kommer alligevel foran 5-4, hvor vi har en matchbold, den misser vi dog. Det bliver tiebreak hvor vi kommer foran 6-2, her kommer Alan og Morten begge til at lave doublefejl og det ender med at Østrig vinder tiebreaken 8-6, surt show. Senere hen i turneringen skulle det jo vise sig at blive helt og aldeles afgørende for vores mulighed for at gå rigtig langt i dette VM.
Danmark-Italien
Skuffelsen mod Østrig sad lidt i os. Dog ikke mere end at det nu skulle gå ud over favoritterne og de tidligere verdensmestre fra Italien. Asbjørn starter med at spille 2-singlen mod Paolo Mosscelli, en rigtig "grushaj". Italieneren var meget sikker singlespiller, mange stopbolde, meget hurtig på benene og dygtig til kontratennis. Asbjørn taber 2-6 0-6.
Alan skulle nu spille 1-singlen mod den tidligere ATP-spiller Ferrante Rocchi Lanoir. Alan har tidligere både vundet og tabt til Italieneren, så han var meget opsat på et godt resultat. Alan vinder første sæt 6-3 og andet sæt 6-4 efter rigtig godt spil. Alans vilje og fysik overmatchede i løbet af kampen den velspillende og elegante italiener, der også kan skrive ”tidl. verdensmester” på sit visitkort.
Alan og Morten spiller en fremragende double og vinder sikkert 6-4 6-2 over Ferrante Rocchi og Marco Dedé. De 2 Italienere var ikke så gode doublespillere som vi.
Den overraskende sejr var hjemme. ITF kaldte det på deres hjemmeside ”Upset of the day”, eller ”Dagens overraskelse”. Danmark var igen med i turneringen for alvor.
KB havde et stort hold juniorer på træningslejr på tennisanlægget. KB med trænerne Michael Mortensen, Bo Thaysen og Karina I. Jacopsgaard havde omkring 30 børn med som under hele turneringen var gode supportere når vi spillede. Især mod Italien var der stor opbakning med sang og det hele. Tak for støtten, det var rigtig godt!
Den afgørende kamp i puljen
Det skulle nu afgøres hvem der skulle blive puljevinder. Hvis Italienerne vandt 2-1, blev vi nummer 1 i puljen og skulle spille kvartfinale mod USA.
Italien vinder 1-singlen men taber 2-singlen, så også her skal det hele afgøres i doublen, som også har været tilfældet i de 2 andre opgør i puljen.
Et tredje sæt i doublen bliver afgørende. Her fører Italien 3-0 da deres bedste mand bliver skadet. Han spiller dog videre men kan ikke flytte sig rundt. Alligevel kommer Italienerne foran 5-2 og har en matchbold, som de dog ikke vinder. Det bliver tiebreak og her vinder Østrig.
Det samlede resultat i puljen blev altså at Østrig vandt foran os og med Italien på 3-plads.
Placeringskampene
I stedet for at skulle spille med om VM-titlen måtte vi i stedet nøjes med placeringskampe om 9 til 15 pladsen. Ærgeligt, når vi nu var så uendelig tæt på en kvartfinale
Danmark - Sverige
Vi trækker først Sverige og holdkampen starter med at Bert Chyssler vinder 2-single 6-4 6-0 over Asbjørn. Asbjørn starter rigtig godt som lyn og torden og kommer foran 4-1 hvorefter han går helt kold.
Alan spiller en meget tæt 1-single mod Mats Eurenius, hvor han taber 1-sæt 6-2. Alan rammer ikke rigtig bolden den dag og må arbejde hårdt, mens den rigtig godt spillende svensker satser med højt anlagt spil hvilket lykkes langt hen af vejen. Alan vinder dog sikkert 2-sæt 6-1, mens 3-sæt bliver spændende men med Alan som vinder 6-4.
Som sædvanlig bliver doublen afgørende og her vinder Alan og Morten sikkert 6-4 6-2 og spiller rigtig godt.
Godt at slå de altid stærke arvefjender fra Sverige.
Danmark-Canada
Næste placeringskamp var mod Canada. Asbjørn taber efter en lang kamp med 2-6 6-4 1-6 til Steve Yesowick. Canadieren spillede meget klogt, ja vel nærmest destruktivt klogt, så selv om Asbjørn stod for det seværdige tennis, så trak Yesowick det længste strå.
Alan vinder sikkert sin 1-single 6-0 6-2 efter godt og solidt spil.
Endelig vinder Alan og Morten doublen og Canada's 2 singler med 6-4 6-2.
Danmark var hermed sikret en placering som 9/10. Frankrig vandt VM-finalen med 2-1 over USA.






Asbjørn Poulsen