2007 Fortyfive Wimbledon

Match mod The 45 Club

The 45 Club: Merete Collins (kaptajn), Julie Barber, Tricia Fenech, Di Gellender, Beatrice Hammond, Madeline Lawson, Gwen McCullock, Ivanka Riley, Rosemary Spence, Sylvia Steward, Gill Vaughan, Anne Williams, Colin Barber, Rob Barwich, Paul Fennick, Peter Friedmann, Bob Gasston, Terry Hammond, Bob Harrower, Tim Henley,Alistair Heapy, Alan Hodgson, Martin Hooff, Ray Jones, Mike Lynch, John Moody, Jack Vincent

DTV: Otto Buchwald (kaptajn), Vibeke Bendix, Kirsten Christensen, Gerda Damsgaard, Merete Hoff, Birgit Hoffmeyer, Frances Ingels, Melita Jørgensen, Lizzi Larsen, Annette Nederby, Marianne Novrup, Anca Tjellesen, Pernille Uhrskov, Vagn Hanson, Torsten Hoffmeyer, Niels Ole Ingels, Bent Ingevold, Finn Johansen, Lars Kastberg, Bo Kreilgaard, Helmer Seidahl, Erik Bolt Sørensen, Carl Toft.

11 mænd og 12 damer (piger) drog i løbet af søndag og mandag den 24. og 25.juni 2007 til London for at deltage i den traditionsrige match mod de engelske veteraner i The 45 Club. Holdet var under kyndig, myndig og venlig ledelse af Otto Buchwald, der med stor energi havde sørget for indkvartering, træningsbaner, billetter til Wimbledon og holdopstilling. En ting havde han dog ikke styr på: Vejret. Og dog, på trods af dystre forudsigelser og flodbølger rundt om London var vi kun generet af et par timers regnafbrydelse på Wimbledon mandag. Resten af programmet undgik mirakuløst regnmasserne.
Otto havde skaffet fornemme billetter til alle både mandag og tirsdag, hvor vi så stjerner som Federer, Mauresmo, Moya og Henman folde sig ud. Der var også lejlighed til at se de mindre kendte på de mindre baner kæmpe, så blodet sprang af neglene. Og en enkelt dansker, Kristian Pless. Alle var dog enige om, at den manglende kampgejst, han viste, måtte ændre sig radikalt, hvis han skulle gøre sig håb om at begå sig i det bedste selskab.
Det var noget helt andet med os. Efter en hvile/træningsdag mødte vi 45 Club torsdag og fredag. Alle var topmotiverede og kæmpede det bedste, de havde lært. Lars Kastberg mente, at han havde fundet nøglen til succes. Han skulle blot forbedre – væsentligt – slagrepertoire og tempo!
Torsdag spillede vi rene doubler og fredag mixed, 3 timer hver dag. Vabler, knæ-, ryg- og andre problemer blev ignoreret. Vores engelske modstandere var som altid uhyre behagelige at være sammen med – lige indtil vi skulle spille. De udviste alle som en et fantastisk blik for doublespillet. De spillede fladt, præcist og skarpt, alt i alt uforskammet godt. Vores herrer havde på forhånd sat deres lid til, at et historisk stærkt damehold kunne klare paragrafferne, men de engelske damer var bare også gode.
Efter 60 kampe - de fleste meget jævnbyrdige - blev det samlede resultat gjort op. 45 Club havde på trods af en heroisk indsats fra alle danskere vundet The Rocking Chair med sølle 22 partier! Stolen var dog blevet i Danmark, da det kostede en ekstra flybillet at fragte den til London, men et billede var medbragt.
Det engelske hold blev på 10.år ledet af Merete Collins. Merete sørgede for os på bedste måde. Hun er utroligt hjælpsom og gæstfri. Desværre har Merete besluttet at stoppe som kaptajn, men hun spiller heldigvis gerne med fremover. Merete havde arrangeretmiddag torsdag på en hyggelig italiensk restaurant og holdt et fantastisk garden party på hendes pragtfulde ”Manor” med super middag og levende musik. Til ære for hende dansede alle rundt om Merete til sangen ”She is so sweet”. En flot afslutning på en pragtfuld tur.
Stor tak til de utrættelige ledere Merete og Otto. Og til begge hold for rigtig godt selskab. Godt at vi aldrig bliver for gamle til at kæmpe og lege!

Torsten Hoffmeyer

EM 2007 Baden Baden

Mesterskaber EUROPÆISKE MESTERSKABER 2007 I BADEN-BADEN......eller åbne Tyske

Efter 1 års pause fra de internationale turneringer (på grund af skader) og med stor optimisme efter DM i marts gik turen endnu engang til Tyskland til de åbne Europæiske Mesterskaber for veteraner. Fly til Frankfurt, tog til Baden-Baden hvor jeg blev hentet og kørt til hotellet – flot service. Baden-Baden – er en by hvor man næsten kun ser tyske ”veteraner”. Yngre mennesker er et sjældent syn når man går rundt i byen og man har fornemmelsen af at alle man ser skal til en eller anden fest – påklædningen er altid meget officiel og elegant, men også lidt stift.

Tidligt samme dag trænede jeg en time og så var jeg klar. Vi var kun 15 spillere i min række 55+. Den sekstende italienske russer (russisk spiller som bor i Italien) kom aldrig. Fra udlandet var der så en amerikaner og mig – resten af spillerne var fra Tyskland. Sådan var det i de fleste rækker – rigtig mange tyskere og kun få udenlandske spillere. Der blev spillet i 40, 45, 50 og 55 – kvinder og mænd. Der var 130 tyskere og 37 udenlandske spillere, hvoraf en del af dem spiller i Tyskland til dagligt ! Jeg var alene fra Danmark, men der var 5 spillere fra Sverige – så jeg blev lidt svensk!

Første kamp skulle jeg spille mod den eneste udenlandske spiller i min række – Kerry Young – tennis coach (!) fra Florida. Under opvarmningen blev jeg meget optimistisk og så gik vi igang. Meget nervøs start – kun 2 partier efter næsten 20 minutter (!) desværre til modstanderen og så gik det galt...banemanden trykkede på knappen til at vande banen ved siden af med for meget kraft på og sprøjtede vand på bænken og alle mine ting – taske, extra ketcher, håndklæde. Jeg prøvede at stoppe dem, men det tog lidt tid. De skulle vande banen – sagde de, så jeg har bedt dem om at hjælpe mig med at flytte bænken. Hele konversationen foregik på afstand og blandet engelsk og tysk og fingersprog ! Efter flere minutter kom der en af banemændene og flyttede bænken på double linien?!! Til sidst har han forstået at bænken skulle over på den anden side af banen. Så gik kampen igang igen, men min koncentration var lidt væk. 40:40 og noget uforglemmeligt var sket igen. Banemanden var på spil igen. De skulle trykke på knappen til at vande banen ved siden af igen – men trykkede på en forkert knap – de begyndte at vande vores bane! - og jeg fik sprøjtet vand lige i ansigtet og i hovedet!!! Det var snart overstået, men jeg skulle tørre mig grundigt – briller og det hele. Desværre var min fokus fuldstændig væk. Og kampen var tabt – surt ! To dage efter fandt jeg ud af at de to ”intelligente” banemænd var fra Polen!!! Min amerikanske modstander ville dog gerne spille damedouble med mig og da jeg kiggede på de andre spillere så det ud til at finale plads ikke var umuligt. Jeg meldte mig også til at spille consolation turnering for alle dem som taber i første runde.

Jeg vandt først kamp nemt. Men næste uheld var på vej. Min doublemakker vandt – efter at have vundet over mig – endnu en kamp og mens hun spillede semifinalen og var foran – faldt hun så uheldigt at hun brækkede venstre håndled ! Hun blev kørt til sygehuset og skulle have hånden i gips i 6 uger. Heldigvis for hende – held i uheld – var det i venstre hånd, da hun spiller med højre hånd og er tennis coach !! Kerry og jeg havde ikke starte med at spille i doublerunden endnu. Da jeg gerne ville spille double, fik jeg hjælp fra turnerings ledelsen – de fandt en anden makker til mig. Men min glæde var meget kort – vores modstandere ville ikke spille !? Min nye makker fortalte mig at det tyske par ikke ville spille fordi vi var for gode !!! Og de sagde at det var de internationale turnerings regler !! Jeg gik til turneringsledelsen og fortalte dem at jeg var kommet hele vejen fra Danmark for at spille tennis og det ville jeg gerne. Ingen hjælp der. Heidi – min nye makker prøvede at overtale de tyske damer – men de ville slet ikke høre på os. Efter et stykke tid besluttede jeg at prøve igen (jeg ville ikke give op). Først gik jeg til den ene spiller, tiggede hende næsten, men hun svarede overhovedet ikke så jeg spurgte hende om hun ikke forstår engelsk – NO – blev der sagt i en meget ubehagelig tone. Så gik jeg til den anden og tiggede igen (det var næsten pinligt) – hun sagde med lige så ubehagelig tone – at der er regler .....(!) sagen var tabt. De ville ikke spille – de ville vinde med walk over! Alle andre var fuldstændig uforståelige over de to spiller. Usædvanligt usporty og ubehagelig opførsel. Trods alt spillede vi ikke om 1 million USD ! Medalje og champagne var prisen !

Hele dame double 50-55+ var lidt af en skandale. Der var 8 par – 4 gik videre med walk-over, bagefter skete det samme- 2 gik videre med walk-over!!! Direkte til finalen, hvoraf en af holdene var de to usympatiske damer som tabte finalen 6:0 6:1 – der var den eneste kamp som blev spillet i den række !!

Lige efter den meget uheldige oplevelse skulle jeg spille en semifinale i consolation turneringen. Vi blev sendt til en anden tennis klub og der var kun os to!!! Mine tanker var på alle de ting der sket før og der var svært for mig at fokusere på spillet. Efter et tabt første sæt 6:4, tog jeg mig sammen og begyndte at spille bedre og bedre, men desværre begyndte det at regne – jeg bad min modstander om at holde en pause, men det ville hun ikke. Efter den ubehagelige oplevelse med de andre tyske damer (doublen), havde jeg ikke lyst til at tigge mere ...og vi fortsatte med at spille i regn, men det var svært for mig med mine briller - jeg har ikke ”brilleviskere” .... jeg tabte andet sæt 6:4.

Jeg meldte mig også i mixdouble, med hjælp fra turnerings ledelsen fik jeg en ung makker på 42. Der var 2 mix double rækker +100 og -100 forstået på den måde at summen af kvinden og mandens alder gav plads i enten -100 eller +100 år puljen – interessant. Men igen var der mange walk-overs! Min makker og jeg ”walked-over” til finalen!!! Der blev spillet én semifinale meget sent lørdag aften – 2 tie-break til 10! Og 5 minutter efter vores finale – igen 2 tie-break til 10! Vi tabte 10:8 10:3, men til sidst var det svært at se bolden – så mørkt blev det! Mens vi ventede på finalen, har vi spillet uofficielt med to andre par – kun et sæt af gangen. Vi vandt begge gange, så i det mindste følte vi at det var ok at vi var i finalen. Det ville dog have været sjovere at vinde i rigtige kampe på vejen til finalen.

Hele turneringen var lidt af en skuffelse for mange udenlandske spillere – vi var så få i forhold til tyske spillere at det lignede mere tyske mesterskaber end europæiske mesterskaber. Gala dinner fredag aften var også en oplevelse – hele første time blev der holdt tale af 5 tyske herrer, alle kun på tysk. Jeg sad ved bordet sammen svenskere, et par finner, et par fra Australien og et par fra England – ingen af os har forstået et ord, men vi klappede høfligt sammen med tyske spillere .... alt foregik på tysk.

Søndag morgen skulle jeg hjem, men så skete der igen noget uforglemmeligt. Jeg skulle hentes fra hotellet kl. 12.10; der var lejet 2-3 biler til at køre os spillere og det var flot. En ung mand kom til aftalt tid og hjalp mig med at lægge min bagage i bilen og så var jeg klar til at forlade Baden-Baden. Men da jeg skulle åben døren på min side af bilen – var den låst. Chaufføren kunne heller ikke åbne hans dør... og han spurgte mig om jeg havde nøglen!!! Han checkede alle lommer, kiggede rundt på vejen ... ingen nøgle. Det var en meget moderne bil, som låser dørene automatisk efter nogen tid. Jeg blev til sidst desperat, da jeg skulle nå toget til Frankfurt og fly til København. Efter desparate forsøg på at finde nøglen, så jeg dem ligge på min kuffert ...inde i bilen!!! Efter mange telefon opkald frem og tilbage kom den tyske autoservice efter en time – men de kunne ikke hjælpe – bilen skulle på værksted eller man skulle finde en extra nøgle. Da det var søndag var det meget svært at finde ejeren af de lejede biler, men endelig efter halvanden time lykkedes det. Han kom med en extra nøgle!!

Jeg mistede mit tog, jeg mistede mit fly til København, men heldigvis fik jeg lov til at tage det næste fly, men jeg kom meget senere hjem. På vejen til togstationen kørte vi forbi tennisklubben, da der var lidt tid til næste tog. Alle i klubben havde hørt historien om nøgle og bilen. Turneringsledelsen synes jeg skulle have en stor to-liter champagne som ”consolation”. Jeg var nødt til at takke nej på grund af de nye security regler om håndbagage ..... øv bøv. Jeg gav den til den uheldige unge chauffør.

Alt i alt var der for mange oplevelser uden for banen og inde på banen. Man skal have mere erfaring med at spille turneringer i udlandet – den manglede jeg i år!

Malgorzata

De fleste spillere som var med til EM spiller mange turneringer. Der er rigtig mange af dem i Tyskland og andre lande. Synd at vi ikke har sådanne turneringer i Danmark – det ville være sjovt og lærerigt at have mulighed for at spille internationale turneringer i Danmark.